FILM-X Animation Lærer

Hjem

Faglige mål

Produktion af stopmotion film er relevant i mange fag og i tværfaglige forløb, et par eksempler:

  • Dansk og billedkunst: Skriv en fortælling, fx et eventyr, og fremstil figurer og baggrunde til filmen.
  • Dansk og musik: Giv figurerne liv med animation og med effektlyde. Understøt stemningen i filmen med musik.
  • Matematik: Lav simple regnestykker (+ og -) og vis resultatet i en lille film, hvor man med genstande viser mængden vokse eller mindskes.
  • Samfundsfag: Lav en valgvideo med budskaber, eleverne synes er vigtige. Brug fx tekst, billeder fra medierne og voice over.

Produktion af stopmotion film kan anvendes til at sætte et væld af temaer i spil på en kreativ og fantasifuld måde, der styrker elevernes evne til at udtrykke sig multimodalt og samtidigt øges forståelsen for de virkemidler, der er på spil i visuelle medier mere generelt. Men selve processen kan i lige så høj grad bruges til at styrke elevernes sociale kompetencer.

Sociale kompetencer

Filmproduktion er gruppearbejde, der kræver at man både lytter, byder ind og hjælpes med at få filmen realiseret. Når eleverne skal skabe stopmotion film på mellemtrinnet og i udskolingen, kan I også lave en rollefordeling med instruktører, manuskriptforfattere, karakterdesignere, skuespillere ved indspilning af dialog og i pixilationfilm.

Arbejder eleverne med at skabe en karakterbåren fortælling, træner de samtidigt deres indlevelsesevne. De skal sætte ord på, hvorfor karaktererne i deres fortælling reagerer, som de gør. Filmholdet skal i fællesskab oversætte følelserne til et visuelt udtryk, så beskueren forstår karakterernes følelser og handlinger.

Multimodale udtryksformer

De fleste elever har solide referencer og enorm tavs viden, der skaber de bedste forudsætninger for at producere stopmotionfilm.

De har også en naturlig fascination, der motiverer dem til selv at udtrykke sig multimodalt.

  • For at kvalificere elevernes tavse viden, er det en god idé at starte med at se og analysere animationsfilm, inden I starter på et produktionsforløb. Når eleverne sætter ord på, hvilke følelser en film fremkalder og hvorfor, øges deres bevidsthed omkring filmens virkemidler. De får fokus på, hvordan et univers kan skabes via farve, lys og lyd.
  • I bør også se på de mere ”usynlige” virkemidler, såsom klipning, tempo, billedbeskæring og rytme.
  • Når eleven forstår virkemidlernes betydning, vil de også være i stand til at anvende en bred vifte af virkemidler, når de skal i gang med deres egne produktioner.
  • Det er en god idé at arbejde med bestemte genrer og formater. Det er oplagt at inddrage gyserfilm, eventyr, kampagnefilm og musikvideo, når eleverne skal producere stopmotion film, men i princippet er der ingen begrænsninger.
  • I kan fx se filmene i serien Peter Pix eller Dem der ovre og de andre som inspiration.

Æstetiske kompetencer og kreativitet

Når eleverne skaber film, er der ikke noget rigtigt eller forkert resultat. Processen skal rammesættes af dig som lærer, men giv eleverne mulighed for at udfolde sig i et åbent rum, der udfordrer deres kreativitet.

I processen kan eleverne arbejde kreativt med:

  • At bruge deres fantasi til at udvikle en idé – evt. med målgruppeovervejelser
  • At skabe et visuelt design: Valg af materialer, mood boards, storyboards
  • At udarbejde et fysisk univers: Karakterer, baggrunde, rekvisitter
  • At sætte lys på filmopstillingen
  • At komponere billeder – evt. planlagt i et storyboard
  • At lave en lydside til filmen: dialog, lydeffekter, musik

Før I går i gang

Opstil dit studie

  • Jeres film kan optages mod en flad, liggende baggrund - 2D opstilling, eller med stående, rumlige figurer - 3D opstilling.
  • Når I optager stopmotion, er det vigtigt, at jeres kamera ikke flyttes under optagelserne.
  • Placer jeres opstilling et sted med jævn belysning, ellers vil lyset flimre på jeres optagelser.
  • Sørg for at baggrunden fylder hele billedet og at figurerne kan være i billedet.
  • Der skal være plads til, at flere børn kan flytte på figurerne samtidigt.
  • Download vejledning som PDF

gode materialer

  • Sakse, gaffa- eller malertape og klæbemasse
  • Tuscher, farveblyanter eller malergrej
  • Farvet og hvidt karton / papir
  • Papir / fotos / udklip til 2D animation
  • Legetøj / modellervoks til 3D animation

Download Baggrunde

Baggrunden er filmens scenografi. I kan bruge en væg, farvet karton, udklip eller dekorere jeres egne baggrunde. I kan også anvende disse færdige baggrunde eller printe og farvelægge skabelonerne. 

Alle baggrundene findes både i A3 format eller A4 format og i en farvet og ufarvet version. Klik på linket for at dowloade PDF:

Intro til animation

Stopmotion

Når I optager en klassisk stopmotion film, tager man billeder af en figur, flytter den lidt, tager et nyt billede osv.. Når billederne vises hurtigt efter hinanden, ser figuren levende ud - og man har lavet en animationsfilm. Tempoet kan justeres ved at tage flere billeder efter hinanden inden figuren flyttes. Se hvordan en bold kan få hurtig eller langsom bevægelse i filmen nedenfor. 

Pixilation

I pixilation-film animeres kroppen i stedet for en figur. Skuespilleren foran kameraet flytter lidt ad gangen og fotografen tager et billede for hver bevægelse. Når man laver pixilation, kan man nemt samarbejde 4-6 på et hold, mens stopmotion med figurer er mere egnet til mindre hold på 2-3 personer.

Tips og tricks

Her kan du se en række film, hvor animationsinstruktøren Jacob Lay viser enkle tips og tricks, som I kan afprøve i jeres egne animationsfilm.

Trylleri og magi

Du kan få en kapsel til at bevæge sig, forvandle en appelsin til et æble eller få en tegning til at farvelægge sig selv.

Materialer

Klip billeder ud af bladene, tøm legetøjskassen, form selv af modellervoks, find ting i naturen eller brug din egen krop.

Bevægelse

Du kan bevæge dine figurer over scenen eller de kan stå stille og bevæge kroppen, du kan få dem til at bevæge langsomt eller hurtigt – eller begge dele.

Sceneopstilling

Din film kan foregå i en hyggelig stue eller i en forhekset skov – eller begge steder. Kun fantasien sætter grænser...

Karakterer

Din film bliver mere spændende, når man kan se på den lille pige om hun bliver glad, vred eller ked af det – og om hun er god eller ond

Modellervoksfigurer

Når du modellerer dukken, er det bedst at forme den ud af ét stykke modellervoks – så hænger den bedst sammen.
Husk at få mest modellervoks ned i benene. Hvis der kommer for meget vægt i toppen af dukken, kan den nemt vælte under optagelserne. 

Lyd

Gør gyserfilmen mere uhyggelig eller actionfilmen mere spændende med musik, tilfør lyden af en dør, der smækkes, eller plasket, når skatten falder overbord, og giv dine figurer stemmer.

Korte øvelser

Aktiviteterne her på siden introducerer en gruppe børn til stopmotion og pixilation på en legende måde. Filmlegene tager 1-2 timer at gennemføre og vil forhåbentlig inspirere jer til at producere flere animationsfilm og udforske de mange muligheder.

Øvelse 1 - Tvekamp

I denne film optager børnene en dramatisk duel mellem en troldmand og et monster. Troldmanden forvandler sin modstander og vinder kampen.

  • Varighed: 60 min. til at skabe figurer og baggrunde, 45 min. til at optage billeder og lyd. De to aktiviteter kan fint foregå over to dage.
  • Antal børn: 3 pr. tablet.
  • Udstyr og opstilling: Tablet med stopmotion program, vandret 2D opstilling.
  • Materialer: Baggrund, en troldmand og en modstander.
  • Download vejledning som PDF

Øvelse 2 - Glasbanditten

I denne filmleg gør børnene ”døde” ting levende ved at sætte øjne på tingene og bevæge dem.

  • Varighed: 20 min. til opstilling og 30 min. til optagelse og lyd. 
  • Antal børn: 2 pr. tablet. 
  • Udstyr og opstilling: Tablet med stopmotion program, lodret 3D opstilling. 
  • Materialer: To gennemsigtige glas, friskpresset frugtjuice eller saftevand, en kande med det samme væske, øjne med forskellige udtryk, klæbemasse til at sætte øjnene fast på glasset, to sugerør.
  • Download vejledning som PDF

Øvelse 3 - Trylleri med legetøj

I denne øvelse forvandler børnene deres legetøj i en ultra kort fortælling. Det er sjovt for børnene at se deres egne kendte figurer blive bragt til live.

  • Varighed: 20 min. til opstilling, 30 min. til optagelser, 15 min. til lyd.
  • Antal børn: 3 pr. tablet.
  • Udstyr og opstilling: Tablet med stopmotion program, 3D opstilling.
  • Materialer: Baggrund, legetøj: En figur med bevægelige arme, der skal være tryllekunstner, figurer, der skal forvandles, klæbemasse / modellervoks til at sætte under figurernes fødder.
  • Download vejledning som PDF

Øvelse 4 - Tryllekunst

I denne pixilation-film er en skuespiller tryllekunstner, der forvandler sine kammerater. Børnene kan variere legen i det uendelige ved at trylle sig selv og andre om til alt hvad de finder på.

  • Varighed: 20 min. til opstilling, 30 min. til optagelser og lyd.
  • Antal børn: 5-10.
  • Udstyr: Tablet med stopmotion program, lodret stativ
  • Rekvisitter: En ”tryllestav” og en hat.
  • Download vejledning som PDF

Øvelse 5 - Papkasse

Pixilation filmleg hvor børn selv optager en film, hvor de dukker op af en magisk papkasse.

  • Varighed: 20 min. til opstilling, 30 min. til optagelser og lyd.
  • Antal børn: Ubegrænset. Men en børnegruppe på max 8-10 ad gangen anbefales. 
  • Udstyr: Tablet med stopmotion program, lodret stativ 
  • Rekvisitter: En kasse med plads til et barn.
  • Download vejledning som PDF

Øvelse 6 - Togturen

I denne pixilation-film ser det ud som om, skuespillerne glider hen over gulvet på en stol – som et tog.

  • Varighed: 20 min. til opstilling, 30 min. til optagelser og lyd. 
  • Antal børn: 5-10. 
  • Materialer: Tablet med stopmotion program, lodret stativ, en stol til hvert barn.
  • Download vejledning som PDF