Filmleksikon

Hjem

Location

Location betyder "sted". En location er det sted, hvor en scene optages, når det ikke er i et studie. En location er med til at skabe stemning og kan have symbolsk betydning.

Film kan optages i studie eller "on location". At filme "on location" vil sige at filme på en faktisk lokalitet, fx på en café, i et hus eller ved en strand. En location er altså omgivelser udenfor et studie, hvor en scene optages.

Når vi taler om en films location, taler vi om det miljø, filmen foregår i. Selvom en location ser helt naturlig ud på filmen, har der ofte været en scenograf og arbejdet med scenografien (rummets udtryk). Der kan fx være sat lys og valgt nogle særlige møbler og rekvisitter.

Man taler også om en films setting, som er de fysiske omgivelser (scenografien), rekvisitter og kostumer.

Locations i en film er altid nøje udvalgt. Omgivelserne betyder meget for vores oplevelse af en scene. Der er stor forskel på stemningen i en scene alt efter, om en person sidder i en hyggelig, solbeskinnet have eller står på en regnfuld S-togsstation om natten. Måden, en location ser ud, skal passe til filmens handling, til stemningen i en scene og til personernes følelser.

Stemningsskabende location

I kortfilmen 'Børneleg' har locations stor betydning for stemningen. Hovedpersonen Leon bor og færdes i et trist betonbyggeri (eksempel 1). Han er også trist til mode, fordi han savner sin søn. Senere i filmen, da han er sammen med sin søn, ser vi dem foran et stort akvarium (eksempel 2). Her er et undersøisk, blåligt lys, og stemningen virker eventyragtig. Leon og hans søn er glade, men det er på lånt tid. Stemningen i akvariescenen underbygges af blid, drømmende underlægningsmusik.

Framegrab fra 'Børneleg'
  Eksempel 1
Stemningsskabende location
 
     
Framegrab fra 'Børneleg'
  Eksempel 2
Stemningsskabende location

Location med symbolsk betydning

Nogle gange har en location symbolsk betydning. Det ser vi i kortfilmen 'En lille død' (eksempel 3). En stor del af filmen foregår i en kælder. Her er en slange, der er et klassisk symbol på bl.a. syndefald. Hovedpersonen kigger i pornoblade, og filmens titel hentyder til sex: 'Den lille død' er et andet udtryk for orgasme. Kælderen er ofte symbol for menneskets underbevidsthed. Denne location understreger, at filmen handler om, hvad der sker i hovedpersonens underbevidsthed. Han oplever seksualitet som både fascinerende og frastødende, spændende og farlig.

Framegrab fra 'En lille død'
  Eksempel 3
Symbolsk location
 

I kortfilmen 'Ung mand falder' er der en meget symbolsk location midtvejs i filmen (eksempel 4). Den psykisk ustabile hovedperson er på sin skole. Scenen er fotograferet i frøperspektiv, så vi flere gange ser loftet, hvor der er et kæmpestort kompas. Det er et vink om, at hovedpersonen mangler retning i sit liv. Han tåger rundt og mangler et "mentalt kompas".

Framegrab fra 'Ung mand falder'
  Eksempel 4
Symbolsk location
 

Naturen som location

I mange film bruges naturen som en betydningsfuld location. Naturen er tit et sted, hvor filmens personer kommer i kontakt med deres sande jeg og ægte følelser. I naturen kommer fortrængninger og drifter op til overfladen. Det ser vi i kortfilmen 'En forelskelse' (eksempel 5), hvor forelskelsen mellem hovedpersonen og hans kærestes far endelig bliver åbenlys, da de kysser hinanden i en skov. Naturen er den location, hvor personerne kommer i kontakt med deres egen natur.

Framegrab fra 'En forelskelse'
  Eksempel 5
Naturen som location
 

En "falsk"  location

En location kan også være drilsk eller "falsk". En location kan snyde os, så vi tror, den er noget andet, end den faktisk er. Det kan skabe en overraskende effekt eller give en følelse af uvirkelighed. Det ser vi i 'Småfugle' (eksempel 6), der foregår på Island. Hovedpersonerne går gennem et landskab med et flot bjerg – der overraskende viser sig at være et vægmaleri. Verden er ikke, som den ser ud til. Denne "falske" location er et spor (se opslaget Set up and pay off). Det varsler, at personerne senere i filmen bliver desillusionerede, da nogle begivenheder går anderledes, end de regnede med.

Eksempel 6: "Falsk" location (fra 'Småfugle')

Læs mere om filmsprog og se eksempler her:

Filmens grundelementer
Filmiske virkemidler
Filmens dramaturgi
Rekvisitter